Besked

TFA er lille, ekstremt vandopløseligt og kan næsten ikke fjernes fra vandkredsløbet. Det er netop denne kombination, der i øjeblikket gør trifluoreddikesyre til et af de særligt omdiskuterede stoffer i PFAS-debatten.

Stoffet bruges ikke kun direkte i kemiske processer. Det kan også opstå som et meget stabilt nedbrydningsprodukt af andre fluorerede forbindelser og ender ad forskellige veje i overfladevand, grundvand og i sidste ende også i drikkevand.

2026 er emnet blevet endnu mere relevant: Risikovurderingsudvalget under Det Europæiske Kemikalieagentur har anbefalet, at TFA klassificeres som reproduktionstoksisk i kategori 1B og som PMT- og vPvM-stof. Samtidig opretholdes den sundhedsmæssigt afledte vejledende værdi på 60 µg/l fra Umweltbundesamt for drikkevand i Tyskland.

Hvad betyder det konkret for laboratorier, industri, vandanalytik og virksomheder, der arbejder med fluorerede stoffer?

Indholdsfortegnelse

Hvad er TFA?

TFA står for trifluoreddikesyre.

Vigtige stofdata er:

• Sumformel: CF₃COOH eller C₂HF₃O₂
• CAS-nummer: 76-05-1
• EF-nummer: 200-929-3

Trifluoreddikesyre er en fluoreret organisk syre. I vand foreligger den på grund af sine syreegenskaber overvejende som negativt ladede trifluoracetationer CF₃COO⁻.

I miljørapporter bruger man alligevel ofte forenklet betegnelsen „TFA“ – både om syren og om det trifluoracetat, der findes i vandet.

TFA kan anvendes målrettet, for eksempel som:

• Reagens i kemisk syntese,
• Mellemprodukt,
• Bestanddel af bestemte analytiske metoder,
• Udgangs- eller hjælpestof i industrielle processer.

Miljøproblemet opstår dog ikke kun ved den direkte anvendelse.

En stor del af diskussionen drejer sig om TFA, som kun opstår ved nedbrydning af andre fluorerede forbindelser.

Hører TFA til PFAS?

Ja.

Umweltbundesamt henfører trifluoreddikesyre til gruppen af per- og polyfluoralkylstoffer – PFAS. TFA hører til de meget små fluorerede organiske syrer.

PFAS omfatter en meget stor gruppe af syntetiske fluorerede stoffer. Deres egenskaber adskiller sig til dels betydeligt.

Derfor er udsagnet:

„PFAS er PFAS“

kemisk for upræcist.

Langkædede PFAS kan for eksempel have en særlig tendens til bioakkumulering. Meget kortkædede forbindelser som TFA er derimod udpræget mobile og kan hurtigt sprede sig via vandkredsløbet.

For TFA er der især tale om to egenskaber, der falder sammen:

meget høj persistens + meget høj mobilitet

Og netop denne kombination gør stoffet relevant for beskyttelsen af vandmiljøet.

Hvordan kommer TFA ud i vandet?

Der findes ikke én enkelt TFA-kilde.

Stoffet kan frigives direkte eller opstå fra såkaldte forstadier.

Industrielle processer

TFA anvendes direkte som kemisk reagens og mellemprodukt.

Afhængigt af processen kan udledninger for eksempel ske via industrielle spildevandsstrømme.

Plantebeskyttelsesmidler

Visse fluorerede aktivstoffer kan i miljøet nedbrydes til TFA.

Hvis sådanne produkter anvendes på landbrugsarealer, kan nedbrydningsprodukter via:

• Nedbør,
• Nedsivning,
• Dræning,
• Overfladeafstrømning

komme ind i vandkredsløbet.

Fluorerede kølemidler

Visse fluorerede gasser kan efter frigivelse til atmosfæren bidrage til dannelsen af stabile fluorerede nedbrydningsprodukter.

TFA kan derefter med nedbør igen nå jord og vandområder. Umweltbundesamt beskriver denne tilførselsvej blandt andet for fluorerede køle- og drivmidler.

Lægemidler og andre fluorerede stoffer

Også andre produkter med egnede fluorerede molekylstrukturer kan komme i betragtning som forstadier.

Det er især afgørende, om der findes en struktur, hvoraf TFA kan dannes under nedbrydningsprocesser.

Direkte tilførsel

Derudover kan TFA selv anvendes i kemiske og industrielle processer og tilføres via spildevand.

Resultatet er et stof med mange forskellige kilder, hvilket gør reduktionen af miljøbelastningen væsentligt mere kompliceret.

Hvorfor er TFA så problematisk i miljøet?

For TFA handler det ikke kun om, hvor toksisk en enkelt kortvarig eksponering er.

For beskyttelsen af miljøet er især den langsigtede adfærd afgørende.

TFA er meget persistent

Stoffet bliver under typiske miljøforhold praktisk talt ikke nedbrudt yderligere.

Når en tilførsel først er sket, kan den derfor forblive meget længe i vandkredsløbet.

TFA er meget mobilt

TFA er godt vandopløseligt og binder kun svagt til:

• Jord,
• Sedimenter,
• andre partikler.

Derved kan det transporteres med vand over store afstande.

Nye tilførsler forsvinder ikke bare

Ved et let nedbrydeligt stof kan en reduktion af emissionerne relativt hurtigt føre til faldende koncentrationer i miljøet.

Ved et meget persistent stof er situationen en anden.

Enhver yderligere tilførsel lægges oven i en i forvejen eksisterende belastning.

Umweltbundesamt rapporterer nu om fund af TFA blandt andet i:

• Nedbør,
• Jord,
• Overfladevand,
• grundvand,
• drikkevand,
• Havvand.

Netop derfor står forebyggelse ved kilden i stigende grad i centrum for TFA.

PMT og vPvM: Hvad betyder de nye fareklasser?

Med den reviderede CLP-forordning blev der indført nye fareklasser.

For TFA er især to begreber relevante.

PMT

PMT står for:

• P – persistent
• M – mobil
• T – toksisk

Et stof er altså svært nedbrydeligt, kan sprede sig godt via vand og har samtidig relevante toksiske egenskaber.

vPvM

vPvM betyder:

• vP – meget persistent
• vM – meget mobil

Ved denne kategori er især den langvarige og vidtrækkende udbredelse i vandkredsløbet i fokus.

Sådanne egenskaber er kritiske for beskyttelsen af grund- og drikkevand.

Det, der er meget mobilt, kan kun vanskeligt begrænses lokalt. Det, der samtidig er meget persistent, forsvinder heller ikke hurtigt, efter at en udledning er ophørt.

Hvad har ændret sig i 2026 i vurderingen af TFA?

Her skal der skelnes klart mellem en videnskabelig anbefaling og en allerede endeligt harmoniseret klassificering.

I juni 2026 vedtog ECHA's risikovurderingsudvalg – RAC sin udtalelse om TFA.

Udvalget anbefaler blandt andet en klassificering som:

• reproduktionstoksisk, kategori 1B, vedrørende udvikling,
• PMT,
• vPvM.

For reproduktionstoksicitet lyder anbefalingen:

Repr. 1B – H360D

Det betyder reelt, at stoffet kan skade det ufødte barn.

Vigtigt:

RAC's udtalelse er et væsentligt skridt i den europæiske procedure, men ikke det samme som den endelige optagelse af en ny harmoniseret klassificering i bilag VI til CLP-forordningen.

ECHA-posten viser for tiden proceduren med status „Opinion Adopted“; en tilsvarende ATP-post er der endnu ikke angivet.

For virksomheder betyder det:

Følg de aktuelle regulatoriske udviklinger – men forveksl ikke en videnskabelig anbefaling og en allerede retligt bindende klassificering.

Er TFA sundhedsskadeligt i drikkevand?

Et stof kan have farlige iboende egenskaber, uden at enhver påviselig koncentration automatisk udgør en konkret sundhedsrisiko.

Det er den klassiske skelnen mellem:

Fare og risiko.

Farevurderingen spørger:

Hvilke skadelige virkninger kan et stof grundlæggende forårsage?

Risikovurderingen spørger:

Hvor stor er den faktiske eksponering, og er denne koncentration sundhedsmæssigt relevant?

Det tyske miljøagentur har allerede gennemgået den nye RAC-vurdering 2026 i forhold til drikkevand. Den eksisterende sundhedsmæssige ledværdi for drikkevand på 60 µg/l forbliver efter den aktuelle vurdering gældende. Det mest følsomme endepunkt, der er relevant for fastsættelsen, er ifølge UBA fortsat en effekt på leveren.

Det betyder ikke, at høje eller stigende TFA-tilførsler er uproblematiske.

Netop på grund af den ekstreme persistens anvender det tyske miljøagentur (UBA) en føre-var-tilgang og kræver en så kraftig reduktion som muligt af yderligere tilførsler.

Findes der en grænseværdi for TFA i drikkevand?

Her er ordvalget vigtigt.

Det tyske miljøagenturs 60 µg/l er en sundhedsmæssigt afledt retningsværdi for drikkevand.

Der er ikke tale om en generelt formuleret lovbestemt „TFA-grænseværdi“, som begrebet ofte bruges i daglig tale.

UBA beskriver 60 µg/l som en koncentration, der ved livslang indtagelse via drikkevand toksikologisk vurderes som sundhedsmæssigt acceptabel.

Den, der vurderer måleværdier, bør derfor altid kontrollere:

• Hvilken vurderingsværdi henvises der til?
• Er der tale om en lovbestemt grænseværdi?
• En sundhedsmæssig retningsværdi?
• En føre-var-værdi?
• En driftsmæssig specifikation?
• En projektspecifik målværdi?

Disse begreber er ikke udskiftelige.

Hvorfor er det så svært at fjerne TFA fra vand?

Det er et af de vigtigste punkter i hele emnet.

Mange klassiske vandbehandlingsmetoder fungerer kun dårligt over for TFA.

Ifølge det tyske miljøagentur (UBA) bliver TFA ikke fjernet i nævneværdigt omfang ved:

• ozonbehandling,
• UV-behandling,
• konventionel aktivkulfiltrering

fjernet fra vand.

Årsagen ligger i TFA's fysisk-kemiske egenskaber:

TFA er:

• meget lille,
• stærkt polær,
• meget vandopløselig,
• binder sig næsten ikke til partikler eller aktivt kul,
• kemisk yderst stabil.

Omvendt osmose

Teknisk set kan f.eks. en tilstrækkeligt effektiv omvendt osmose tilbageholde mere TFA.

Dermed er problemet dog ikke fuldstændig løst.

Processen:

• kræver forholdsvis meget energi,
• genererer en koncentreret spildevandsstrøm,
• overfører stoffet til et koncentrat, der efterfølgende skal behandles.

Det tyske miljøagentur (UBA) anser derfor ikke en landsdækkende efterfølgende fjernelse for en bæredygtig primær løsning.

Den mere effektive tilgang er:

Undgå så vidt muligt tilførsler, inden TFA når ind i vandkredsløbet.

Hvordan analyseres TFA i vand?

For analytiske laboratorier er emnet efterhånden særligt interessant.

Siden oktober 2025 findes der med DIN 38407-53 en tysk standardiseret metode til bestemmelse af trifluoreddikesyre i vand.

Metoden er baseret på:

Væskekromatografi med massespektrometrisk detektion – LC-MS/MS – efter direkte injektion.

Standarden er beregnet til analyse af bl.a.:

• drikkevand,
• grundvand,
• overfladevand

planlagt.

Afhængigt af matrix ligger det beskrevne arbejdsområde fra ca. 0,1 µg/l til 3 µg/l. Den faktisk opnåelige nedre anvendelsesgrænse afhænger bl.a. af matrix, udstyr og blindværdiniveauet.

Hvorfor er TFA-analyse krævende?

Ved meget lave koncentrationer bliver påvirkninger relevante, der næppe ville bemærkes ved en klassisk rutineanalyse.

Dertil hører:

• baggrundskontaminationer,
• blindværdier fra forbrugsmaterialer,
• matrixeffekter,
• renheden af de anvendte reagenser,
• kvaliteten af det anvendte vand,
• LC-MS/MS-systemets tilstand.

Det viser igen, hvorfor valget af laboratoriekemikalier ikke kun bør ske på grundlag af det nominelle hovedindhold.

Især i sporanalysen kan urenhedsprofiler og metodespecifik kvalitet være vigtigere end en enkelt procentangivelse.

Hvilke vandprøver kan undersøges?

DIN-metoden blev udviklet til:

• drikkevand,
• grundvand,
• overfladevand

udviklet.

Også andre vandtyper kan i princippet være analyserbare, men metodens egnethed for den pågældende matrix skal dog undersøges.

Ved mere belastede matricer som:

• spildevand,
• havvand,
• stærkt saltholdige prøver,
• stærkt partikelholdigt vand

kan der opstå yderligere udfordringer.

For havvand er der for eksempel allerede blevet udviklet en metode med prøveforberedelse og efterfølgende IC-MS/MS-analyse for at kunne håndtere det høje saltindhold.

Det er et godt eksempel på, hvorfor „TFA-måling“ ikke automatisk betyder den samme analysemetode for hver prøve.

Hvilken rolle spiller renheden af de anvendte reagenser?

Ved målinger i µg/l-området bliver kvaliteten af hele det analytiske system vigtig.

Dertil hører:

• vand til fortyndinger,
• standarder,
• eluenter,
• opløsningsmidler,
• prøvebeholdere,
• pipettespidser,
• filtre,
• slanger og andre forbrugsmaterialer.

Et produkt kan have en høj nominel renhedsgrad og alligevel være uegnet til en bestemt sporeanalyse, hvis relevante baggrundsurenheder ikke kontrolleres tilstrækkeligt.

Derfor bør laboratorier ikke kun spørge:

„Hvor rent er dette reagens?“

men:

„Er det egnet til min konkrete analysemetode?“

Hvad betyder TFA for virksomheder og laboratorier?

Det er ikke alle virksomheder, der nu automatisk skal udføre TFA-målinger.

For nogle brancher kan det dog betale sig at foretage en statusopgørelse.

Emnet kan være særligt relevant for:

• kemisk industri,
• producenter af fluorerede mellemprodukter,
• plantebeskyttelsesmiddelindustrien,
• køle- og klimateknik,
• medicinalindustrien,
• vandsektoren,
• spildevandsbehandling,
• miljølaboratorier,
• analytiske laboratorier.

Virksomheder bør først kende deres stofstrømme

Nyttige spørgsmål er:

• Anvendes selve TFA?
• Anvendes der fluorerede stoffer med mulige nedbrydningsveje til TFA?
• Via hvilke spildevandsstrømme kunne der ske tilførsler?
• Findes der måledata?
• Hvilke leverandøroplysninger foreligger?
• Findes der teknisk egnede alternativer?
• Er sikkerhedsdatablade og stofdata opdaterede?

At screene alle kemikalier i blinde er mindre nyttigt end en struktureret gennemgang af processer og potentielle tilførselsveje.

Skal hver virksomhed nu måle TFA?

Nej.

Nødvendigheden af en måling afhænger af den enkelte proces.

En analyse kan være særlig relevant, hvis:

• der anvendes fluorerede udgangsstoffer,
• TFA anvendes direkte,
• en relevant spildevandsstrøm skal undersøges,
• myndigheder eller kunder efterspørger data,
• der gennemføres en miljøovervågning,
• mulige emissionskilder skal vurderes.

I en virksomhed uden sådanne stoffer eller processer er rutinemæssig overvågning af TFA muligvis ikke nødvendig.

Beslutningen bør træffes på et risikobaseret grundlag.

Hvordan kan TFA-tilførsler reduceres?

Da en efterfølgende fjernelse er vanskelig, får forebyggelse ved kilden stadig større betydning.

Registrer stoffer og processer.

Først skal man vide, hvor TFA eller potentielle prækursorer anvendes.

Reducer direkte tilførsler.

Ved processer med TFA bør følgende undersøges:

• Kan stoffet genvindes?
• Kan spildevandsstrømme opsamles separat?
• Kan tab undgås?
• Findes der lukkede processer?

Undersøg prækursorstoffer.

For fluorerede stoffer kan man undersøge, om der findes teknisk egnede alternativer, der ikke danner TFA som stabilt nedbrydningsprodukt.

Fortynd ikke spildevandsstrømme unødigt.

En hyppig fejl ved stoffer, der er vanskelige at fjerne, er at blande en lille koncentreret delstrøm med store vandmængder.

Derved forsvinder stoffet ikke.

Det bliver blot sværere at genvinde.

En særskilt opsamling kan teknisk set være mere hensigtsmæssig alt efter processen.

Brug overvågning målrettet.

Målinger bør besvare et konkret spørgsmål.

For eksempel:

• Hvilket procestrin forårsager tilførslen?
• Hvor meget svinger koncentrationen?
• Har en teknisk foranstaltning fungeret?
• Hvor meget stof forlader virksomheden?

Sådan bliver analysen et værktøj til procesoptimering i stedet for kun at være en samling af enkelte måleværdier.

TFA og den store PFAS-begrænsning: Er det den samme procedure?

Nej.

Det bliver ofte blandet sammen.

Parallelt hertil kører der forskellige regulatoriske procedurer for PFAS i Europa.

Den vidtrækkende REACH-begrænsning for PFAS er en selvstændig procedure. ECHA's videnskabelige udvalg har i 2026 afsluttet yderligere vigtige skridt i denne procedure henholdsvis udarbejdet udtalelser.

Den harmoniserede CLP-klassificering af TFA er adskilt herfra.

Den ene procedure beskæftiger sig med mulige anvendelsesbegrænsninger.

Den anden vurderer fareegenskaberne ved et konkret stof.

En virksomhed bør derfor ikke automatisk udlede af en meddelelse om et "PFAS-forbud", at TFA er fuldstændigt forbudt fra en bestemt dato.

Typiske misforståelser om TFA

“TFA blev forbudt i 2026”

Nej.

RAC's anbefaling om en skrappere harmoniseret klassificering er ikke et generelt forbud mod trifluoreddikesyre.

“Repr. 1B betyder, at alt vand, der indeholder TFA, er farligt”

Nej.

Klassificeringen beskriver en iboende fareegenskab ved stoffet.

Den konkrete risiko afhænger af eksponeringen og koncentrationen.

“60 µg/l er en lovbestemt TFA-grænseværdi”

Ikke i denne forenklede form.

Umweltbundesamt betegner 60 µg/l som en sundhedsmæssigt afledt ledværdi for drikkevand.

Aktivt kul fjerner PFAS – så det fjerner også TFA

PFAS er en stor stofgruppe med meget forskellige egenskaber.

TFAs meget lille og mobile struktur betyder, at konventionelt aktivt kul kun er begrænset egnet til dette stof.

“Hvis TFA er persistent, ophobes det automatisk kraftigt i kroppen”

Persistens og bioakkumulation er forskellige egenskaber.

For TFA er det netop kombinationen af ekstrem persistens og høj mobilitet i vandkredsløbet, der står i forgrunden.

“En PFAS-analyse omfatter automatisk TFA”

Ikke nødvendigvis.

Hvilke stoffer der bestemmes analytisk, afhænger af den konkrete undersøgelsesmetode.

En analyse for udvalgte PFAS kan udelukke TFA.

Den, der ønsker at analysere for TFA, bør derfor tjekke, om TFA udtrykkeligt indgår i analyseomfanget.

Tjekliste for virksomheder og laboratorier

Hvis TFA kan være relevant for din virksomhed, så tjek:

• Anvendes trifluoreddikesyre direkte?
• Anvendes der fluorerede prækursorstoffer?
• Hvilke stoffer kan i processen nedbrydes til TFA?
• Hvilke spildevandsstrømme er berørt?
• Kan relevante delstrømme registreres separat?
• Findes der allerede TFA-måledata?
• Hvilken analysemetode blev anvendt?
• Bestemmes der faktisk TFA, eller bestemmes der kun et udvalg af andre PFAS?
• Er den anvendte laboratoriemetode egnet til den pågældende vandmatrix?
• Anvendes der egnede blindprøver?
• Er reagenser og vand til sporanalyse specificeret i tilstrækkelig grad?
• Er sikkerhedsdatabladene opdateret?
• Er RAC's udtalelse fra 2026 blevet taget i betragtning?
• Overvåges yderligere regulatoriske udviklinger?
• Er der muligheder for at reducere direkte udledninger?
• Kan problematiske prækursorstoffer teknisk erstattes?
• Er miljø-, arbejdsmiljø- og kvalitetsansvarlige inddraget?

TFA viser godt, hvorfor moderne kemikalievurdering ikke kun kan se på akut toksicitet.

Et stof kan netop blive problematisk, fordi det i årtier praktisk taget ikke nedbrydes, spreder sig let med vand og efter udledning kun kan fjernes igen med betydelig teknisk indsats.

For laboratorier kommer et andet punkt til: Jo mere miljøovervågning og regulatoriske krav vokser, desto vigtigere bliver reproducerbare målemetoder, kontrollerede blindværdier og egnede reagenskvaliteter.